Cases fra grøn stue

Fra regnvandsopsamler til genanvendelige krus

Opsamling af regnvand til vanding

I Atriumgården opsamler vi regnvand i en beholder med en kapacitet på 1.000 liter.

Vandet bruges til vanding af blomster og planter i Atriumgården og til vores indendørs planter med Rainmakeren. Alene indendørs bruger vi cirka 60 liter vand om ugen.

Samlet vurderer vi, at regnvandsopsamlingen erstatter mellem 6.000 og 10.000 liter drikkevand om året. Det er en enkel løsning, som hjælper os med at bruge regnvandet dér, hvor der ikke er behov for vand fra vandforsyningen.

Ændret: 17. september 2026

Skål for genbrugskrus – og en returprocent på 98 %

20.000 genbrugskrus kom i omløb, da Jyske Bank holdt landsdækkende sommerfest i DGI Huset Vejle i sommeren 2025. Krusene blev fyldt med iskold øl og klassiske drinks – og bagefter samlet ind igen.

Inden festen var vi spændte: Hvor mange krus ville ende i skraldespanden, i hækken eller gå i stykker undervejs?

Resultatet var klart. 98 % af de krus, der blev sendt i omløb, blev afleveret retur.

Den enkle modtagelse og returnering fungerede godt i praksis, og evalueringen efter festen var positiv. Derfor er genbrugskrus en løsning, vi gerne tager med videre til kommende arrangementer.

Ændret: 17. september 2026

Vilde blomster som ramme om fællesskabet

I 2023 gav vi mere plads til planter, insekter og fællesskab i Atriumgården.

I alt er 144 m² blevet omlagt. 54 m² består af cirkler med 340 stauder fra en dansk producent, mens 90 m² er tilsået med en frøblanding fra Danish Agro. Omkring stauderne har vores serviceteam fordelt seks kubikmeter træflis.

Områderne bliver passet uden brug af sprøjtemidler. Serviceteamet slår græsset, klipper kanterne og vander efter behov, mens stauderne bliver luget i hånden på helt klassisk vis.

Til vandingen bruger vi blandt andet regnvand fra en vores regnvandsbeholder med en kapacitet på 1.000 liter. Regnvandet anvendes både i Atriumgården og til vanding af planterne indenfor. Vi vurderer, at løsningen erstatter mellem 6.000 og 10.000 liter drikkevand om året.

De grønne områder skal ikke kun være smukke at se på. De skal også skabe rammer for ophold, bevægelse og fællesskab. Derfor har vi anlagt en solterrasse med borde, bænke og parasoller tæt på caféen, hvor gæster kan slå sig ned og nyde livet i gården.

I sommermånederne summer Atriumgården af planter, insekter og mennesker på tværs af aldre og anledninger. Vi glæder os til at følge områdets udvikling og til endnu flere somre med liv i haven.

Ændret: 17. september 2026

Små miljøhelte på mission

Siden 2023 har vi markeret Danmarks Naturfredningsforenings mærkedag ”Affaldsindsamlingen”.

I 2025 havde vi arrangeret et besøg af små gule veste fra Sct. Norbert Børnehus i Vejle, som gik på skraldejagt rundt om vores kompleks – iført store smil, små havehandsker og skraldeposer. 

Selvom de var topmotiverede, handler det ikke om mængden, men om vigtigheden af at lære de små at behandle naturen med respekt og affaldssortere korrekt, så vi passer godt på både jorden, hinanden og alle de dyr, de elsker.

Ændret: 17. september 2026 

Skralderejsen er startet

Når 1.300 juniorgymnaster indtager hallerne, bliver vi mindet om, hvor vigtigt det er at gøre det nemt for vores gæster at sortere affald korrekt.

Som næste skridt efter vores nye affaldssystemer fra 2024 udvikler vi i år sorteringsstier med tydelig skiltning og guides, der skal gøre det lettere at finde den rigtige affaldsfraktion.

I efteråret 2026 tester vi stierne, så vi kan samle erfaringer og justere løsningen, inden den tages i brug primo 2027.

Vi glæder os til at tage de unge med på rejsen og gøre affaldssortering til en naturlig del af besøget i DGI Huset Vejle.

Ændret: 17. september 2026

Emballage

Vi ønsker ikke at pakke gode oplevelser ind. Dog kræver områder af vores catering emballage. Derfor ...

Fjernede vi i 2024 alt unødig engangsemballage så som enganglåg til to-go kopper. Vi benytter kaffekopper til industriel kompostering, for at vise et voksende behov for flere af disse anlæg.

Vi serverer kun drikkevand i kander til møder og konferencer.

Vi har installeret drikkevandsløsninger til opfyldning af drikkedunke til motionister. 

Vi er i løbende dialog med vores leverandører på emballage og rengøringsartikler, for at lægge pres på at få de mest miljøvenlige løsninger.

Ændret: 17. september 2026

Transport

God mad behøver ikke køre omveje.

Ved at planlægge vores varebestillinger anderledes har vores kokke halveret antallet af vareleverancer. I dag får vi leveret varer to gange om ugen.

Samtidig har vi valgt en leverandør, der leverer vores varer med el-lastbil.

Nemt at komme til og fra

DGI Huset Vejle ligger ca. 15 minutters gang fra Vejle Station, så det er nemt at vælge offentlig transport, når du besøger os.

Kommer du i elbil, har vi 12 ladestandere ved huset.

Ændret: 17. september 2026

Tænd oplevelsen med LED

Vi arbejder løbende med at reducere vores energiforbrug og gøre driften af DGI Huset Vejle mere effektiv.

Ved udgangen af 2026 forventer vi, at alle lyskilder i husets ca. 35.000 m² er udskiftet til LED. Samtidig opgraderer vi vores CTS-anlæg, så varme og energiforbrug i højere grad kan tilpasses aktivitetsniveauet i husets 11 haller, 5 mødelokaler, fitnesscenter og svømmehal.

Derudover er vores forventede elforbrug i 2026 dækket af oprindelsesgarantier fra nordisk vindenergi. Det dokumenteres i vores elcertifikat.

På den måde arbejder vi både med vores eget energiforbrug og med dokumentation for den elektricitet, vi køber.

Ændret: 17. september 2026


Hej fra haven

En gruppe ansatte med grønne fingre drysser kærlighed og mange timers arbejde efter jorden, hvor der er plantet danske stauder og græsser fra danske gartnerier.